Back
Prøv FarPay Log ind

Betingelser “Automatisk kortbetaling”

Disse betingelser er gældende for “Automatisk kortbetaling” i forbindelse med levering og drift af FarPay’s tjenester på vegne af leverandøren. Betingelserne er et tillæg til “Handelsbetingelser for kortbetalinger”.

En aftale om “Automatisk kortbetaling” indebærer, at kundens betaling af modtagne fakturaer fra kundens leverandør, sker ved automatisk overførsel af fakturabeløbet fra kundens betalingskort til leverandøren. Den automatiske overførsel sker på den betalingsdag, som leverandøren har angivet i sine fakturadata til FarPay.

Tilmelding til “Automatisk kortbetaling” kan ske via online fakturaen, via scanning af QR-kode på indbetalingskort, via mobile apps som er skræddersyet til formålet, eller via leverandøren.

Leverandøren registrerer hos FarPay, at kunden har fremsat ønske om anvendelse af “Automatisk kortbetaling” til betaling af fakturaer fra den pågældende leverandør. På vegne af leverandøren sender FarPay en e-mail til kunden, som er udstyret med indbygget funktionalitet, hvormed kunden selv indtaster og registrerer sine kortoplysninger. Efterfølgende modtager kunden en kvittering for tilmeldingen via e-mail eller sms.

Ved kundens tilmelding til “Automatisk kortbetaling”, skal kunden tilmelde sig kvittering via e-mail eller sms. På vegne af leverandøren sender FarPay løbende advisering til kunden via e-mail eller sms om hver enkel automatisk overførsel, eller forsøg på automatisk overførsel.

Ved kundens tilmelding til “Automatisk kortbetaling”, registrerer og opbevarer en tredjepart, som er godkendt efter internationale sikkerhedsstandarder (PCI DSS – Payment Card Industry Data Security Standard), de nødvendige betalingskort oplysninger, som anvendes til automatisk overførsel fra kundens betalingskort til leverandøren.

Kunden kan til enhver tid ændre sine betalingskort oplysninger, og kunden kan endvidere til enhver tid afmelde sine aftaler om “Automatisk kortbetaling”.

Er kunden tilmeldt “Automatisk kortbetaling”, og kunden ønsker at afvise betaling af en given faktura, skal afvisning foretages inden beløbet overføres fra kundens betalingskort til leverandøren. På fakturaen, som kunden har modtaget via e-mail, er indbygget funktionalitet til formålet. Afvisning skal være foretaget senest kl. 12.00 på betalingsdagen.

Er kunden tilmeldt “Automatisk kortbetaling”, og den automatiske kortbetaling ikke kan gennemføres på grund af kundens forhold, f.eks. hvis betalingen afvises af kunden eller dennes pengeinstitut, er leverandøren berettiget til at fremsende en rykker til kunden. Rykkeren fremsendes primært via e-mail, men kan alternativt fremsendes med almindelig post.

Leverandøren er berettiget til at opkræve et rykkergebyr herfor, jf. leverandørens generelle betingelser i den forbindelse. Leverandøren er berettiget til at ophæve aftalen om “Automatisk kortbetaling”, hvis betalinger gentagne gange afvises eller ikke kan gennemføres. I sådanne tilfælde træder leverandørens standard opkrævningsmetoder i kraft.