Back
Prøv FarPay Log ind

Betalingsservice debitorregler

1. Hvad er Betalingsservice
Betalingsservice er en betalingstjeneste, som du kan bruge til at betale regninger i danske kroner til de kreditorer, der er tilsluttet systemet. Når du har indgået en betalingsaftale, kan kreditor iværksætte betaling fra din til kreditors konto

Betalingsservice er beregnet til periodisk tilbagevendende betalinger, men kreditor kan også iværksætte engangsbetalinger eller undtagelsesvis bruge Betalingsservice til udbetaling af fx overskydende acontobeløb til dig.

Indgåelse af betalingsaftaler forudsætter, at du har indgået en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut, jf. pkt. 3.

2. Definitioner
2.1 Kreditor
Kreditor er den virksomhed, som du betaler til ifølge betalingsaftalen.

2.2 Debitor
Du er debitor, som betaler ifølge betalingsaftalen.

2.3 Nets
Nets Denmark A/S, CVR-nr. 20 01 61 75, Lautrupbjerg 10, 2750 Ballerup, er det selskab, der udbyder Betalingsservice. Nets er som udbyder af betalingstjenester underlagt Finanstilsynets tilsyn. Du kan rette henvendelse til Nets vedrørende Betalingsservice på to måder. Du kan enten kontakte Nets’ kundeservice telefonisk eller benytte en kontaktformular. Begge dele findes på hjemmesiden www.betalingsservice.dk.

2.4 Tilslutningsaftale
En tilslutningsaftale er en aftale mellem dig og dit pengeinstitut om, at du kan bruge Betalingsservice.

2.5 Betalingsaftale
En betalingsaftale er en aftale mellem dig og kreditor om, at kreditor må benytte Betalingsservice til at iværksætte betalinger fra dig.

2.6 Betalingsoversigt
Betalingsoversigten er en oversigt, der viser den kommende måneds betalinger fra din konto. Du får betalingsoversigten på den måde, som du har aftalt med dit pengeinstitut dvs. digitalt eller med almindelig post.

2.7 Digital betalingsinformation
Digital betalingsinformation er digital levering af betalingsinformationer i din netbank, mobilbank og/eller din digitale postkasse, fx e-Boks. Digital betalingsinformation kan fx indeholde adviseringstekst fra kreditor og bilag medsendt som supplement til en betalingsoversigt.

2.8 Bankdag
Bankdage er alle dage, undtagen lørdage, søn- og helligdage, fredag efter Kristi Himmelfartsdag, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

2.9 Betalingsdag
Betalingsdagen er den dag, hvor beløbet hæves på din konto. Betalinger bliver kun gennemført på bankdage.

2.10 Afvisning
Afvisning af en betaling medfører, at denne ikke gennemføres. Du kan afvise en kommende betaling, hvis betingelserne er opfyldt, jf. afsnit 9.

2.11 Tilbageførsel
Tilbageførsel af en betaling medfører, at beløbet tilbageføres fra kreditors konto til din konto. Du eller dit pengeinstitut kan anmode om tilbageførsel af en gennemført betaling, hvis betingelserne er opfyldt, jf. afsnit 9.

3. Tilmelding til Betalingsservice ved tilslutningsaftalen
Det er en forudsætning for at bruge Betalingsservice, at du har indgået en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut. Tilslutningsaftalen kan være indarbejdet i den aftale, som du har med dit pengeinstitut om den betalingskonto, som du vil benytte til Betalingsservice.

Hvis du ønsker at bruge Betalingsservice, skal du henvende dig til dit pengeinstitut. Dit pengeinstitut er ikke forpligtet til at indgå en tilslutningsaftale med dig, men afgør efter en individuel vurdering, om du må bruge Betalingsservice.

Når du har indgået en tilslutningsaftale med dit pengeinstitut, kan du løbende indgå de betalingsaftaler, som du ønsker.

Hvis du ikke har en tilslutningsaftale, har dit pengeinstitut ret til at tilbageføre eventuelle gennemførte betalinger og afmelde eventuelle betalingsaftaler i henhold til pkt. 9.3.

4. Betalingsaftaler
4.1 Betalingsaftalers virkning
Når du indgår en betalingsaftale, giver du tilladelse til, at kreditor kan iværksætte overførsel af beløb mellem din konto og din kreditors konto på den betalingsdag, som kreditor angiver.

4.2 Oprettelse af betalingsaftaler
Du kan oprette betalingsaftaler på én af følgende måder:

  • Du kan indgå en betalingsaftale med kreditor, som registrerer betalingsaftalen hos Nets.
  • Du kan indgå en betalingsaftale med kreditor i dit pengeinstitut fx i din netbank.
  • Kreditor kan på sin hjemmeside have opsat et link til en tilmeldingsformular hos Nets, hvor du kan indgå en betalingsaftale.
  • Du kan indgå en betalingsaftale med kreditor via Nets’ Betalingsservice App.

Når du indgår en ny betalingsaftale, vil den fremgå af betalingsoversigten som nyoprettet.

Betalinger vil tidligst kunne ske med Betalingsservice, når betalingsaftalen fremgår af betalingsoversigten. Indtil da, må du betale til kreditor på anden vis.

4.3 Identifikation og godkendelse
Hvis du indgår betalingsaftalen digitalt, skal du identificere dig og godkende betalingsaftalen med NemID. Herefter skal der ikke ske fornyet identifikation eller godkendelse, hver gang en betaling skal gennemføres.

Hvis betalingsaftalen ikke indgås digitalt, så skal din identitet og godkendelse kunne dokumenteres af kreditor eller dit pengeinstitut. Se i øvrigt nærmere om dine muligheder for at afvise eller tilbageføre betaling i afsnit 9 nedenfor.

4.4 Ændring af kontonummer
Hvis du ønsker at ændre den konto, som en betalingsaftale er tilknyttet, skal du aftale dette med dit pengeinstitut. Hvis ændringen af kontonummeret skyldes, at du er ved  at skifte pengeinstitut, skal du rette henvendelse til dit nye pengeinstitut.

5. Samtykke til behandling af personoplysninger
Du giver samtykke til, at Nets kan indsamle og behandle dine personoplysninger i overensstemmelse med persondatapolitikken for Betalingsservice, som du kan finde her. I politikken kan du også læse om dine rettigheder.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke, men så vil du ikke kunne bruge Betalingsservice. Din tilbagekaldelse af samtykke betragtes som din opsigelse af tilslutningsaf- talen, jf. afsnit 12.

6. Advisering i Betalingsservice
6.1 Betalingsoversigten
Hvis du har betalinger i den kommende måned, vil du modtage én eller flere betalingsoversigter.

Du modtager som udgangspunkt betalingsoversigten digitalt. Der kan være mulighed for at få betalingsoversigten på papir afhængig af, hvad dit pengeinstitut tilbyder.

Hvis du udelukkende modtager betalingsoversigten digitalt, skal du være opmærksom på reglerne om digital betalingsinformation i afsnit 7.

6.2 Hvornår får du betalingsoversigten?
Modtager du betalingsoversigten digitalt, vil denne være tilgængelig for dig i netbanken, mobilbanken og/eller din digitale postkasse inden månedsskiftet.

Hvis du har betalinger den kommende måned, vil betalingsoversigten på papir være fremme hos dig inden månedsskiftet, hvis postgangen er normal.

6.3 Betalingsoversigtens indhold
Beløbet, betalingsdagen, kreditors navn samt oplysninger om betalingen fremgår af betalingsoversigten, så du entydigt kan identificere betalingen.

Sammen med betalingsoversigten kan du modtage bilag med yderligere information fra kreditor.

6.4 Betalingsoversigten som faktura
1.1  Betalingso- versigten og medsendte bilag kan erstatte en faktura. Det samme gælder digital betalingsinformation.

6.5 Kopi af betalingsoversigten på papir
Du kan i dit pengeinstitut bestille en kopi af betalingsoversigten. Kopien kan udskrives i det år, hvor betalingen er foretaget og de efterfølgende fem kalenderår. Du kan få oplyst prisen for kopien i dit pengeinstitut.

7. Særligt om elektronisk betalingsinformation
7.1. Adgang til digital betalingsinformation
Du vil i din netbank og/eller din digitale postkasse som minimum have adgang til digital betalingsinformation i den måned, hvor betalingen er gennemført, samt i de efterfølgende 13 måneder.

Dit pengeinstitut kan oplyse dig om, hvor længe digital betalingsinformation opbevares i din netbank, mens udbyderen af den digitale postkasse kan oplyse, hvilket tidsrum, der gælder for denne.

Hvis du har behov for at opbevare digital betalingsinformation i en længere periode, kan dit pengeinstitut og/eller udbyderen af din digitale postkasse oplyse dig om dine muligheder for at gemme eller udskrive betalingsinformationen. De kan også oplyse, hvordan du skal forholde dig, hvis du skifter pengeinstitut.

7.2 Dine pligter ved digital betalingsinformation
Det er dit ansvar at kontrollere, at du har modtaget betalingsoversigten og eventuelt supplerende betalingsinformation, som fx adviseringstekst fra kreditor og bilag medsendt som supplement.

Du skal straks kontakte dit pengeinstitut, hvis du ved månedsskiftet ikke har modtaget en forventet digital betalingsoversigt eller du har konstateret fejl i dit udstyr, der forhindrer dig i digital modtagelse. Pengeinstituttet vil da sørge for, at betalings- informationen bliver fremsendt på ny – enten digitalt eller på papir.

Hvis du ikke henvender dig straks, risikerer du at overskride fristen for at afvise en betaling, jf. pkt. 9.1. Det er dit ansvar, at dit eget udstyr som fx computer, programmel og internetadgang er egnet til at modtage digital betalingsinformation. Du er også selv ansvarlig, hvis manglende adgang til informationen skyldes forhold hos fx din internetudbyder.

8. Gennemførelse af betalinger
8.1 Dækning på din konto
Der skal være dækning på din konto på betalingsdagen. Hvis der ikke er dækning på kontoen den pågældende dag, er dit pengeinstitut berettiget til at tilbageføre en betaling, jf. pkt. 9.3.

8.2 Tidspunkt for gennemførelse af betalinger
Beløbet hæves på din konto på den betalingsdag, som kreditor angiver på betalingsoversigten.

8.3 Fastsættelse af betalingsdag
Kreditor skal angive en betalingsdag, som er i overensstemmelse med jeres aftale. I skal aftale indbyrdes, hvis kreditor skal ændre en aftalt betalingsdag.

8.4 Betaling og kvittering
Betaling fra din konto via Betalingsservice anses som betaling med frigørende virkning for dig.

Du er berettiget til at anse en kontoudskrift, hvoraf betalingen fremgår, som kvittering for gennemført betaling. Dette gælder dog ikke, hvis betalingen efterfølgende tilbageføres.

8.5 Maksimal gennemførelsestid
Den samlede gennemførelsestid er maksimalt en bankdag.

9. Afvisning og tilbageførsel af betalinger
9.1 Generel afvisnings-/tilbageførselsfrist
Du kan senest den 7. i betalingsmåneden afvise en kommende betaling eller anmode om tilbageførsel af en gennemført betaling i den pågældende måned.

Hvis du på betalingsoversigten for den kommende måned kan se, at der skal ske en betaling fx den 25., kan du senest afvise betalingen den 7. i betalingsmåneden.

Hvis betalingen allerede er gennemført, vil det overførte beløb blive tilbageført fra kreditors konto til din konto. Oplysninger om tilbageførslen vil fremgå af din posteringsoversigt. En betaling kan kun afvises eller tilbageføres i sin helhed.

Afvisningen eller tilbageførslen gælder kun den konkrete betaling og således ikke for fremtidige betalinger i henhold til betalingsaftalen. Ønsker du at standse fremtidige betalinger generelt, skal du afmelde din betalingsaftale med den pågældende kreditor, jf. pkt. 11.1 eller bringe din tilslutningsaftale til ophør, hvis du slet ikke vil benytte Betalingsservice i fremtiden, jf. pkt. 12.1.

9.2 Hvordan afviser/tilbagefører du en betaling?
Du skal give dit pengeinstitut meddelelse senest den 7. i betalingsmåneden, hvis du ønsker at afvise/tilbageføre en betaling.

Du kan give meddelelsen digitalt i din netbank, ved brev til dit pengeinstitut eller på anden vis, hvis du har aftalt dette med dit pengeinstitut.

9.3 Pengeinstituttets tilbageførsel af betalinger
Dit pengeinstitut kan tilbageføre en gennemført betaling i følgende situationer:

  • Der er ikke dækning på din konto på betalingsdagen, og betalingen overstiger kr. 1.000,-.
  • Du har ikke indgået en tilslutningsaftale med dit pen- geinstitut.
  • Dit pengeinstitut har hævet tilslutningsaftalen før betalingsdagen.
  • Betalingsaftalen er bortfaldet, fordi dit kontoforhold med pengeinstituttet er ophørt før betalingsdagen.
  • Der er fejl ved betalingsdata eller ved behandlingen af disse.

Dit pengeinstituts anmodning om tilbageførsel skal være Nets i hænde senest 2 bankdage efter betalingsdagen. Hvis Nets modtager anmodningen rettidigt, vil Nets sørge for, at det fulde beløb tilbageføres fra kreditors konto til din konto.

Dit pengeinstitut vil give dig meddelelse om tilbageførslen, når den er foretaget.

9.4 Udløb af frister
Hvis den dag, hvor en frist for at anmode om afvisning el- ler tilbageførsel udløber, ikke er en bankdag, er fristen den første bankdag herefter.

10. Indsigelser
10.1 Uautoriserede og fejlbehæftede betalinger
En betaling anses for uautoriseret, hvis der ikke foreligger en gyldig betalingsaftale.

En betaling anses for fejlbehæftet, hvis den ikke er kor- rekt registreret og bogført, eller hvis betalingen er ramt af tekniske svigt eller andre tilsvarende fejl fra Nets’ eller pengeinstituttets side, fx hvis der er uoverensstemmelse mellem det adviserede og det bogførte beløb.

10.2 Dine indsigelsesmuligheder
Du kan over for dit pengeinstitut fremsætte indsigelse om,

  • at en betaling er fejlbehæftet, eller
  • at en betaling er uautoriseret, fordi du ikke har en betalingsaftale med kreditor om brug af Betalingsservice i det pågældende skyldforhold.

Hvis du mener, at en gennemført betaling er fejlbehæftet eller uautoriseret, skal du henvende dig til dit pengeinstitut snarest muligt efter du er blevet bekendt med fejlen og senest 13 måneder efter betalingsdagen.

Hvis betalingen er fejlbehæftet eller uautoriseret, vil betalingen i sin helhed blive tilbageført via dit pengeinstitut. Du vil blive stillet, som om betalingen ikke var blevet gennemført.

10.3 Udløb af frister
Hvis den dag, hvor fristen for at fremsætte indsigelse udløber, ikke er en bankdag, er fristen den første bankdag herefter.

11. Ophør af betalingsaftaler
11.1 Din afmelding af en betalingsaftale
Du kan til enhver tid meddele dit pengeinstitut eller en kreditor, at du ønsker at afmelde en betalingsaftale.

11.2 Hvornår får en afmelding virkning?
Din afmelding af en betalingsaftale får virkning hurtigst muligt. En afmelding får senest virkning for betalinger, der skal finde sted 3 bankdage efter, at Nets har modtaget din afmelding fra dit pengeinstitut eller fra kreditor.

11.3 Bortfald af betalingsaftaler ved manglende brug
En betalingsaftale kan bortfalde, hvis betalingsaftalen  ikke har været brugt inden for en periode på 15 måneder. Hvis en betalingsaftale bortfalder, vil du få meddelelse om dette på betalingsoversigten.

11.4 Bortfald ved ophør af tilslutningsaftale
Hvis din tilslutningsaftale med pengeinstituttet ophører jf. pkt. 13.2, bortfalder alle betalingsaftaler tilmeldt under tilslutningsaftalen.

11.5 Hvis kreditor stopper med at bruge Betalingsservice
Hvis kreditor ikke længere vil bruge Betalingsservice, bortfalder din betalingsaftale med kreditor automatisk.

11.6 Konsekvens af afmelding eller bortfald
Når en betalingsaftale er afmeldt eller bortfaldet, kan kreditor ikke længere iværksætte betalinger fra din konto. Eventuelle betalinger, der er adviseret, men endnu ikke gennemført, vil ikke blive gennemført.

Ophørte betalingsaftaler vil fremgå af betalingsoversigten.

12. Din opsigelse af tilslutnings aftalen
12.1 Ingen frist for din opsigelse
Du kan til enhver tid skriftligt opsige din tilslutnings aftale overfor dit pengeinstitut.

12.2 Konsekvens af din opsigelse
Hvis du opsiger tilslutningsaftalen, bortfalder alle betalingsaftaler, der er tilmeldt under denne. Det betyder, at kreditor fremover ikke kan bruge Betalingsservice til at opkræve betalinger fra dig.

Selvom betalinger fremgår af betalingsoversigten, vil disse ikke blive gennemført, hvis betalingsdagen ligger senere end tidspunktet for tilslutningsaftalens ophør.

12.3 Hvornår får opsigelsen virkning?
Din opsigelse af tilslutningsaftalen får virkning hurtigst muligt, dog senest for betalinger, der skal finde sted 3 bankdage efter, at dit pengeinstitut har modtaget opsigelsen.

13. Pengeinstituttets opsigelse/ophævelse af tilslutningsaftalen
13.1 Pengeinstituttets varsling af ophør
Dit pengeinstitut kan opsige din tilslutningsaftale skriftligt med mindst 2 måneders varsel.

Dit pengeinstitut kan endvidere hæve tilslutningsaftalen uden varsel, hvis du væsentligt misligholder dit aftaleforhold til pengeinstituttet. Du vil i så fald modtage en skriftlig, begrundet meddelelse om dette fra dit pengeinstitut. Det gælder fx, hvis der gentagne gange ikke har været dækning på din konto, jf. pkt. 8.1.

13.2 Konsekvens af tilslutningsaftalens ophør
Hvis din tilslutningsaftale med pengeinstituttet ophører, bortfalder de betalingsaftaler, der er tilmeldt under tilslutningsaftalen. Det betyder, at du fremover ikke kan bruge Betalingsservice til at betale dine kreditorer.

14. Hvis pengeinstituttet ikke kan opfylde sine forpligtelser
Hvis en betaling i Betalingsservice ikke gennemføres på grund af, at dit pengeinstitut er kommet under rekonstruktions – eller konkursbehandling, kan kreditor opkræve beløbet hos dig på anden vis.

Kreditor kan i denne situation ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for dig som følge af, at betalingen ikke er blevet gennemført, hvis du betaler inden for den nye frist, kreditor har fastsat.

15. Pengeinstituttets erstatningsansvar
Dit pengeinstitut er erstatningsansvarligt, hvis det på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for sent eller mangelfuldt.

Selv på de områder, hvor der gælder et strengere ansvar, er pengeinstituttet ikke ansvarlig for tab, som skyldes

  • nedbrud i/manglende adgang til it-systemer eller beskadigelser af data i disse systemer, der kan henføres til nedennævnte begivenheder, uanset om det er pengeinstituttet selv eller en ekstern leverandør, der står for driften af systemerne,
  • svigt i pengeinstituttets strømforsyning eller telekommunikation, lovindgreb eller forvaltningsakter, naturkatastrofer, krig, oprør, borgerlige uroligheder, sabotage, terror eller hærværk (herunder computervirus og –hacking), strejke, lockout, boykot eller blokade, uanset om konflikten er rettet mod eller iværksat af pengeinstituttet selv eller dens organisation, og uanset konfliktens årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer dele af pengeinstituttet, eller
  • andre omstændigheder, som er uden for pengeinstituttets kontrol.

Pengeinstituttets ansvarsfrihed gælder ikke, hvis

  • pengeinstituttet burde have forudset det forhold, som er årsag til tabet, da aftalen blev indgået eller burde have undgået eller overvundet årsagen til tabet, eller
  • lovgivningen under alle omstændigheder gør penge- instituttet ansvarlig for det forhold, som er årsag til tabet.

16. Priser
Du skal henvende dig i dit pengeinstitut, hvis du ønsker at få oplyst eventuelle priser i tilknytning til Betalingsservice. Enkelte kreditorer kræver betaling for brug af Betalingsservice. Du kan rette henvendelse til kreditor for at få oplyst omfanget heraf.

17. Ændring af debitorreglerne
17.1 Varsling af ændringer
Ændringer af disse regler, der er til ugunst for dig, kan ske med 2 måneders varsel. Øvrige ændringer kan ske uden forudgående varsel. Du vil få besked om ændringer fx pr. e-mail, brevpost eller i din netbank.

17.2 Godkendelse af ændringer
Du anses for at have godkendt varslede ændringer, medmindre du meddeler dit pengeinstitut, at du ikke ønsker at være bundet af de nye vilkår. I så fald anses du for at have opsagt tilslutningsaftalen senest med virkning fra det tidspunkt, hvor ændringerne træder i kraft.

17.3 Udlevering af regler
Du kan til enhver tid få genudleveret dette dokument med Generelle regler for debitorer i Betalingsservice hos dit pengeinstitut.

18. Lovvalg, værneting og tvister
Disse regler er undergivet dansk ret.

Du kan rette henvendelse til Nets, hvis du ønsker at klage over Nets eller Nets’ produkter.

Hvis du ønsker at klage over kreditors opkrævning, skal du kontakte kreditor.

Tvister i forhold til dit eller kreditors pengeinstitut kan indbringes for Pengeinstitutankenævnet samt for de ordinære domstole med dit pengeinstituts hjemting som værneting.

Hvis tvisten vedrører Nets’ udøvelse af virksomhed som betalingstjenesteudbyder, kan sagen indbringes for Finanstilsynet.

Nets har tilladelse til at drive virksomhed som betalingsinstitut under Finanstilsynets FT-nr. 22002.

19. Sprog

Disse Generelle regler for debitorer i Betalingsservice er skrevet på dansk, og kommunikationen med dig vil foregå på dansk.


Gældende fra 1. januar 2018. De oprindelige regler kan hentes på Nets’ hjemmeside her.